Når man skal tale om døden, er det ofte med stort ubehag, man kommer ind på emnet. Faktisk er det et af de få tilbageværende områder, hvor vi ikke rigtig har et klart sprog, som vi kan benytte os af. For der er ingen god skabelon for at tage hul på så ømt et emne. Der er ingen køreplan, og det er svært at improvisere, når vi skal finde en elegant vinkel.
En god idé er, hvis man f.eks. taler med en bedemand om det hele. Mange anser bedemanden for en udelukkende praktisk hjælper, men sandheden er, at bedemanden med sin store viden omkring dødens, sorg, reaktioner og meget mere kan agere som en god formidler. Det er derfor en oplagt mulighed, at man går til sin bedemand for en snak om, hvordan man kan bringe døden som emne op for sin familie. Mange bruger anledningen til at tale døden godt igennem. F.eks. er det helt normalt, at man taler omkring de ønsker man har til sin begravelse eller bisættelse, som man skriver ned i Min Sidste vilje eller et andet dokument, der kan redegøre for ønskerne. Det praktiske her er, at bedemanden så ligger inde med de oplysninger, som kan gives til familien, når det bliver tid. Man skal således blot fortælle sin familie, at de – efter dødsfaldet – skal henvende sig til en specifik bedemand, som kan informere om ønskerne og gå i dialog med familien. Dette har flere fordele, fordi man på den måde kan sørge for at få sine ønsker opfyldt, uden det behøver at blive diskuteret med familien. Man slipper her for den udtømmende samtale, hvor man fortæller, præcis hvad man ønsker. I stedet kan man nøjes med at informere om, at bedemanden har listen med ønsker og kan uddybe. Derved undgår man en meget dybdeborende samtale, men kan fortælle, at når noget sker, så findes der informationer hos den eller den bedemand. Dermed har alle parter vished, så man ikke ender i en ubehagelig situation, hvor man som efterladt må gætte sig frem.
